Normer og deltagelsesmuligheder i fag

Normerne i et fag spiller en aktiv rolle i forhold til, hvordan køn produceres, og i forhold til de deltagelsesmuligheder, studerende tilbydes. Samtidig medfører fagenes normer bestemte deltagelsesmuligheder for eleverne i skolen. I projektet blev samarbejdet mellem læreruddannelsens naturfag og pædagogiske fag et sted, hvor forskellige normer, fx omkring ‘den gode studerende’, blev tydeliggjort.

Formål: At blive bevidst om de normer, vi mener eksisterer inden for vores og andres fag. At blive bevidst om de deltagelsesmuligheder og begrænsninger, normerne kan skabe.

Kontekst/deltagere/tid: Undervisere fra forskellige faggrupper. Fx på et teammøde eller faggruppemøde, hvor fag er samlet på tværs eller en workshop. Aktiviteten tager ca. 90 minutter.

 

Beskrivelse

Del 1:

En stor tavle inddeles i to. En del til det ene fag og en del til andet. På hver del tegnes der nu to kolonner, som deltagerne skal skrive i individuelt:

•  Normer i mit fag: Her skriver I de normer, I mener findes i jeres eget undervisningsfag. Det kan fx være arbejdsformer, vidensformer, undervisertyper, typer af studerende og centrale artefakter i faget

•  Normer i ‘det andet fag’: Her skriver I de normer, I mener findes i det andet fag, som deltager i aktiviteten

Del 2:

I skal nu sætte jer sammen i grupper af undervisere der underviser i samme fag og diskutere følgende:

•  Hvad får I øje på af ligheder og forskelle mellem de normer, I har skrevet, og de normer, de andre fagundervisere har skrevet?

•  Kan I identificere jer med de normer, de har skrevet om jer?

Del 3:

I skal nu gå sammen i grupper af 3-4 undervisere på tværs af fagene og forholde jer til følgende:

•  Hvem er i fare for at komme i klemme i vores undervisning og vores fag? (kig evt. på de forskellige kategorier og deres intersektionalitet køn, alder, etnicitet, religion, klasse, seksualitet)

•  Hvordan kan vi arbejde med at udvide deltagelsesmulighederne i vores fag?

Hvad er normer?

Normer er uskrevne regler for hvordan man opfører sig i bestemte sammenhænge. Normer kan komme til udtryk som (usagte) forventninger til hvad man gør og siger i forskellige fællesskaber (familien, skolen, klasse, fritidsklubben mm). Derfor er normer med til at bestemme hvad der er legitimt at gøre, og af hvem i en given situation. Normer er overalt, men de er svære at få øje på fordi de er “selvfølgelige”. Normer er menneskeskabte og kan derfor også laves om. Vi har brug for normer for at skabe regler og værdi i vores fællesskaber, men normer kan også være ekskluderende, begrænsende for deltagelse og skabe skam.

Opmærksomheder/overvejelser

Når man arbejder aktivt med forforståelser om andres fag, skal man være opmærksom på, at det kan virke voldsomt at få præsenteret stereotyper om faget. Derfor er det vigtigt, at deltagerne forholder sig nysgerrigt til hinanden og inviteres til ikke kun at reproducere normerne, men også skabe muligheder for forandring.

Scroll to Top