”Der kan være sådan lidt mere afslappethed (når vi er i praktik, red.). De (mandlige studerende, red.) kan være mere buddies med eleverne på en afslappet måde. Det er bare lidt mere okay. Det er i hvert fald, hvad jeg har oplevet. Det har været en selvfølge, at de kunne være mere afslappede, at de kunne sidde med deres computere og faktisk lave noget helt andet. Hvor at forventningen den anden vej ikke har været den samme […]“

Det jeg har følt nogle gange, ude i praktikken, eller hvis der har været en opgave, så føler jeg, at der er en forskel på det minimumskrav, de mandlige studerende skal kunne sige eller gøre og hvad jeg skal kunne sige eller gøre.”

”Det er ikke ensbetydende med, at de ikke ved hvad der foregår, men jeg tror det er sådan en med, at det her det er ok, fordi ”jeg ved, hvad det er, vi skal have om i dag”. Jeg tror, der kan være noget om det der med, at man skal nogle gange som kvindelig studerende virkelig føler, at man skal være virkelig on top of sit game for at blive taget seriøst eller få det respons tilbage, som man ønsker. Det tror jeg der er mange af de andre kvindelige studerende på mit hold, der er sådan ”åh nej, jeg har ikke læst det der, hvad gør jeg nu? Nu må jeg læse det hele op”. Det tror jeg ikke er lige så gældende den anden vej. Der er nogen. Men ikke for dem alle sammen.”

”Jeg synes i hvert fald, at det bliver lagt mere mærke til hos de kvindelige… det kan være mere åbenlyst, hvis de ikke har styr på det. Hvor de mandlige kan sådan snige sig lidt mere igennem. Fordi jeg har oplevet det. Jeg har oplevet, hvordan jeg har stået med gruppemedlemmer, der slet ikke har vidst, hvad de har snakket om, og har kunnet sige et eller andet, og så er det bare ”mega godt, det der”. Og så står man ved siden af og har det hele klart, et helt stykke af ting og får sådan en ”aarh, hvad med det der, og kunne du ikke lige uddybe?”