Generelt om forumspil

Forumspil er en undervisningsform, der har sine rødder i Paulo Freires ‘frigørende pædagogik’. Denne tilgang sigter mod at bevidstgøre om uretfærdigheder samt at udstyre deltagerne med konkrete redskaber til at udfordre undertrykkende strukturer. Augusto Boal videreudviklede denne pædagogiske ambition gennem sit koncept ‘de undertryktes teater’. I denne metode bliver publikum aktive deltagere, der gennem fælles afprøvninger, analyser og transformationer bidrager til både social og politisk forandring. 

I dag anvendes forumspil i mange forskellige pædagogiske sammenhænge. Det er ofte set i virksomheder, hvor forumteater bruges til at træne medarbejdere i mere effektive salgsstrategier eller i håndtering af konflikter. I sådanne sammenhænge har forumspil typisk et mere trænende fokus end den oprindelige metode, hvor bevidstgørelse og transformation var i centrum. Når vi præsenterer forumspil som en didaktisk vej til at arbejde kønsklogt, skyldes det netop forumspillets potentiale til at skabe bevidsthed om ulighed samt udvikle redskaber til at håndtere og ændre denne ulighed og uretfærdighed.

At skabe et trygt rum

Forumspil kan opleves grænseoverskridende for en del studerende. Nogle vil opleve utryghed fra starten og andre vil være begejstrede for den legende tilgang. Sørg for at være opmærksom på denne forskellighed på holdet/i gruppen. 

En del af det at skabe tryghed i forumspil handler i høj grad om at skabe en tydelig ramme for de studerendes deltagelse. I undervisningen er det vigtigt at de studerende får svar på følgende tre spørgsmål: Hvad skal vi bruge det her til? Hvilke regler gælder her? Hvad forventes der af mig?


Hvad skal vi bruge det her til? 
Et svar kunne være: Få kropslige erfaringer med situationer/dilemmaer fra skolens praksis. Forumspilformen giver mulighed for at rykke teori og praksis tættere på hinanden.

Hvilke regler gælder her? 
Et svar kunne være: Man udstiller ikke sine medstuderende eller andre “kendte personer” i situationer de selv har været en del af. Hvis man selv skal udvikle spil anbefales det at man tager udgangspunkt i en situation som en fra gruppen selv har oplevet. Om man kan spille sig selv i spillet vil komme an på situationen og indholdet. 

Når holdet reflekterer over spillet, skal kommunikationen være nysgerrig, anerkendende og respektfuld overfor de agerende. Dette kræver fuld tilstedeværelse og opmærksomhed for alle deltagende (fx ingen mobiler).

Hvad forventes der af mig? 
Et svar kunne være: Alle er medreflekterende men ikke nødvendigvis handlende i spilsituationerne. En forudsætning for at arbejde med forumspil er mod og nysgerrighed. Dette kan italesættes overfor de studerende. Det kræver mod at stå på en scene overfor hinanden og arbejde med dilemmaer og konflikter fra skolens praksis. Samtidigt italesættes der at mod kræver et trygt læringsrum hvor både underviser og medstuderende er ansvarlig for dette.

At skabe en scene

I et klassisk forumteaterspil præsenteres en scene, der fungerer som en skabelon, publikum kan arbejde videre med. I denne scene indtager nogle aktører roller som undertrykkere, mens andre spiller de undertrykte. Deltagerne engagerer sig ved at hjælpe de undertrykte, for eksempel ved at give råd eller ved at prøve nye løsninger i scenen. Scenen kan enten udføres af professionelle skuespillere eller skabes af de studerende selv. I undervisningsøvelser lægges der vægt på, at scenen kan baseres på en given case eller konstrueres af grupperne selv. Nogle råd til at konstruere eller spille en forumscene kunne være: 

Vælg en situation, som mindst én i gruppen har erfaring med. 

Sørg for, at der er en konflikt med to modsatrettede mål eller holdninger. 

Overvej karakterernes egentlige mål, hvilket kan lette spilleprocessen. 

Identificer, hvem der har problemet i scenen, dvs. hvem der er den undertrykte. 

Sørg for, at scenen slutter, når konflikten og det følelsesmæssige udtryk er på sit højeste. 

Konflikten skal indeholde et dilemma og ikke kunne løses med en enkelt handling. 

Jokerrollen/facilitatoren

Jokeren fungerer som facilitator i forumspillet. Jokerens opgave er at inddrage publikum som aktive deltagere, skabe dialog og anvende greb fra dialogisk undervisning for at engagere de studerende. Konkrete joker-greb kan være:  

Tankebobler
Når spillet er blevet spillet, kan jokeren rykke publikums fokus ind i forskellige karakterers tanker. En fiktiv tankebobbel kan sættes op ved de forskellige karakterer og der spørges ind til hvad publikum mon tror karakteren tænker.  

Hjælperen
En hjælper kan blive brugt på scenen til at hjælpe forskellige karakterer. Hjælperen kan både få en konkret rolle som eksempelvis pædagog, søster, ven eller være en slags ‘ånd’ der kan give karakteren gode råd til replikker.  

Udskiftning af rolle
Når spillet er blevet spillet og der har været en refleksion over hvad der sker i scenen arbejdes der med forandring. Her kan jokeren invitere nye spillere op til at afprøve nye greb og tilgange i situationen. 

Udvælge og vejlede
Inden spillet spilles i plenum er det en god idé, at man som facilitator holder øje med, hvad der sker i grupperne. Det er vigtigt, at ingen på holdet udstilles. Kun de mest eksemplariske og spilbare scener skal vises for hele holdet. Situationer og dilemmaer kan rumme både diskrimination og stereotyper. Facilitator skal håndtere dette undervejs og i den efterfølgende refleksion, fx i form af tydeliggørelse af uligheder, normer og kategoriseringer, som spillet rummede. 

Scroll to Top